Ørkentur... så bliver man ikke sejere :)

Så blev det tid til at opleve lidt af den israelske natur - ørkenen. Nærmere bestemt Makhtesh Ramon ørkenen. I mandags (d. 15/3) drog vi, sammen med 8 andre danske volontører og den danske præst Jacob fra Jerusalem, ud i ørkenens store vilde natur. Vi var meget forventningsfulde til det, der måtte vente sig - nogle mere nervøse for de store ulve og klamme hyæner end andre :)

Men hvor blev det bare en alletiders tur på flere måder. Den første dag var vi fulde af engergi - ihvertfald de første par km :) Det var en meget hård dag op og ned af bjerge og dale og underlaget var ind imellem meget usikkert pga de store sten. Ørkenen her i Israel består nemlig mest af sten og ikke så meget fint sand, som man måske mest forbiner ordet ørken med. Men vi nåede trætte og stolte frem til vores lejr, hvor vi fik lavet mad over trangia og fik startet en fint bål. Det var hundekoldt den aftenen og alligevel valgte Martin og et par stykker andre at sove udenfor (Det forstår man jo ikke helt, når man har et udemærket telt, man kan ligge trygt inde i :))

Dag 2 startede med noget ømme fødder og jeg må indrømme, at jeg var MEGET tæt på at sige "Pyt gå videre uden mig, jeg går tilbage til bilen og venter der"... grundet mine efterhånden store vabler og meget blå storetånegl. Men jeg fik nogle super gode smertestillende og så var jeg ellers klar igen. Og hvor var jeg glad for at jeg gik med videre... det var helt fantastisk natur og vidunderlig udsigt vi fik at se. Endnu smukkere end dagen før. Her fik vi nogle min. til at finde ro og give tankerne lov til at slippe løs - hvor tænker man godt, når det eneste, der er omkring en er ørkenen og stilhed. Vi slog lejr et andet og hyggeligere sted end aftenen før og her blev der igen lavet mad og snakket og stegt skumfiduser rundt om bålet.

Sidste dag stod den så på den helt store bjergbestigningen. Ej men I drømmer ikke om, så stejlt det bjerg var. Jeg får står stadig helt højdeskræk ved tanken om, hvor langt der var ned. Men vi klarede det alle mand - nogle mere udmattede end andre. Og hold da op, hvor var det også en fed oplevelse. Det eneste man kunne tænke på toppen var: "I did it:)"

Men hold da op, hvor var man også godt brugt, da man endelig kom hen til bilerne igen. Der skulle helt bestemt fyldes op med chokolade, chips og cola på vejen hjem i bilen :)

Det var en helt fantastisk oplevelse, som vi på ingen måder ville ha været foruden. Martin var super sej i ørkenen og hjalp mig lige ekstra, når jeg var ved at løbe tør for overskud. Det var også bare super hyggeligt at lære alle de andre volontøre og Jacob at kende. Dem skal vi nok få endnu mere glæde af under vores ophold. Vi så "desværre" ikke så mange vilde dyr, andet en tre vilde heste og en bille-edderkop, der helt sikkert var et resultat fra en bille og en edderkop, der havde parret :)

Nu er vi så tilbage i Tel Aviv. Vi må konstatere, at vi simpelthen har det godt her -både på hvert vores arbejde og i vores fritid. Det er super skønt. Her i eftermiddag skal vi op ovenpå og fejre Magnus's 5 års fødselsdag sammen med de andre volontøre i huset. Det bliver hyggeligt med en rigtig børnefødselsdag :)

Status

Hej folks

Så er det vel tid til at gøre lidt status.

- 46 dage,
- seks regnvejrsdage,
- 40 solskins/let skyede dage,
- temperatur forskel pt. ( Tel Aviv - Aarhus ) 30 grader
- 12 Gudstjenester (ja 12)
- 3 koncerter
- 3 bøtter humus
- ca. 80 pitabrød eller noget
- 4 gange på surfboard
- 3 gange ude at bade
- En meget bedre tan
- En vandpibe på taressen ( Annettes, eller doneret af Mads Obel), efter flere timers leden efter den rette pibe i JerUSAlem, blev den ikke god nok, så han lod den stå.
- 2 besøg fra DK
- 3 gange Jerusalem
- Dødehavet (er det et hav, eller er det bare en stor sø ? )

= Ja jeg må nok indrømme, at det er da en en livsstil som man godt kunne vænne sig til.

Hverdag

Hej folks så er det ved at være hverdag hernede, kan man nok godt kalde det. Eller det kan man vel ikke rigtig. I så fald skal jeg have noget mere af denne hverdag hernede med tilbage til DK. På det sidste er det blevet til del forskelligt arbejde.
Mig og min kollega Daniel har fået sat gitre på vinduerne oppe ved familien Rasmussen på 2. sal, så børnene ikke tager turen ud af vinduerne. Det var nu en god ide.
Ellers har jeg fået skiftet en råden overlægger i noget murværk og muret muren "op" igen.
Så har jeg lavet nogle nye rammer til nogle af "kældervinduerne", ordnet vinduerne så de kan lukke tæt igen og en masse andre småting.

Bare det at købe træ til det man skal lave, er en udfordring. For det første skal man finde ud af, hvor der ligger en Stark, og det gør der ingen steder, så skal man finde ud af, hvor der ligger en træhandel.Inde på træhandlen skal man så forklare og tegne osv. for at vise, hvad for noget træ, man skal have og så forklare dem, at det virkelig er imprægneret træ man skal bruge, selvom de mener, det ikke har nogen betydning:)

Men egentligt er det hele jo spændende og man har jo også tiden til at det hele går lidt langsomt i forhold til hjemme. De har og tager sig den tid hernede som de skal bruge.

Annette er også kommet godt igang på arbejdet. Hun begynder at finde rytmen de forskellige steder og er også så småt gået igang med pædagogiske aktiviteter med børnene. Dette er noget af en prøvelse, da børnene vist aldrig har lært at sidde (stille) i en rundkreds :)

For tiden har vi besøg af Annettes forældre og mormor fra Danmark. Det er bare rigtig hyggeligt og dejligt med velkendt besøg hjemmefra. Vi har fået set "de kendte" steder i Jerusalem og ellers nyt det gode og meget varme vejr.

Nyt om mit arbejde i børnehaverne!!!

Nu må det vist være tid til, at jeg (Annette) fortæller noget om min meget spændende opstart hos Mesila. Mesila er som sagt en organisation, der hjælper indvandrer og flygtninge i Tel Aviv. Jeg har i denne uge været på kontoret et par gange for at se, hvordan de arbejder. Det er på mange måder et meget spændende og indholdrigt stykke arbejde de gør for de indvandrer, der kommer og spørg om hjælp, mad, job osv.
Mesila vil blive en form for base for mig, men det er ude i selve børnehaverne, at jeg skal afholde min praktik.

I mandags havde jeg mit første møde med de to pirat-børnehaver, som jeg skal arbejde i. Den første jeg så, var et meget simpelt sted, hvor der nærmest ikke var andet en fire vægge og nogle stole og borde, børnene kunne sidde på. Ikke meget på væggene, ikke noget legetøj fremme og ingen steder at gå ud og lege. De ældste børn sad i ét rum. Jeg blev mødt på en fantastisk måde af en dreng, som kom springende op til mig og gav mig et stort knus :) I et andet rum ved siden af lå alle babyerne i hver deres krybbe. Jeg blev fortalt, at det er her, de tilbringer det meste af deres dag - de kommer f.eks. ikke rigtigt ned for at lege på gulvet. Dette sted skal jeg være 1 formiddag og 1 eftermiddag om ugen.

Det andet sted var der bedre forhold. Børnehavelederen, Bibi, har fået pædagogisk vejledning i, hvad der er godt for børnene og hun har derefter fået sit eget sted. Et hus med tre 3 små rum og en lille gårdhave, som snart skal tages i brug. Jeg blev dog lidt chokeret, da jeg åbende døren for på dette lille gulv lå omkring 215 børn i autostole. Selvom om nogle af børnene skreg, reagerede de 3 damer, der sad på stole rundt omkring, ikke på det. Bibi virkede som en meget sød og åben dame, så jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med hende. Her vil jeg skulle arbejde 2 gange om ugen.

Det var på mange måder en blandende oplevelse at se disse børnehaver. Det er selvfølgelig meget trist at se, hvordan børnene er klemt sammen i disse rum og ikke laver andet end tulle lidt rundt. Men på den anden side føler jeg, at jeg er det helt rigtige sted, netop fordi de har brug for al den hjælp, de kan få. Samtidig er der rig mulighed for, at jeg på sigt kan få afprøvet nogle pædagogiske aktiviteter og tiltag. Jeg vil dog også nævne, at jeg er klar over, at jeg kommer fra en helt anden kultur, hvor tingene bliver gjort og set anderledes på. Så jeg går ind til dette med en respekt for de mennesker, jeg skal arbejde sammen med og en vished om, at jeg ikke kan eller skal ændre/redde alting.

Endelig vil jeg fortælle kort om det sidste sted, hvor jeg skal arbejde. Dette er en velfungerende børnehave også for indvandrer- og flygtningebørn, men med en professionel iraelsk pædagog. Jeg var derover for første gange i dag og wow sikke en forskel fra de to andre. Alting er organiserede (så meget at man måske tænker, at det for meget af det gode). Her er der tænkt på, at alle aktiviterne skal udvikle og forberede børnene på deres kommende skolegang. 35 børn og kun to pædagoger og jeg skal være der 1 gang om ugen. Jeg glæder mig til at opleve mere af dette sted - også fordi, at det på nogle måder minder meget om en dansk børnehave og på andre måder gør det overhovedet ikke. Min største udfordring dette sted bliver, at sproget er hebraisk. Nogle af børnene snakker LIDT engelsk, men alting foregår på hebraisk og det er også dette de bliver trænet i. Så jeg står lidt hjælpeløs, når jeg skal skal lærer dem at tælle, eller når jeg skal stoppe to der slåsser :)

Grunden til at jeg har fået tre steder, hvor jeg skal være, er fordi de i Mesila mener, at det ville være for hårdt kun at være i en af pirat-børnehaverne, men også for at jeg kan samligne, hvordan de "rigtige" børnehavner fungerer i forhold til de andre.
Jeg står klar og frisk overfor de udfordringer, der venter mig og jeg glæder mig til at opleve en masse spændende og anderledes ting.

Fortsættelse følger..... :)

Klokker

Halløjsa

Så kom jeg i gang med at arbejde så småt, der er en masse ting der trænger til at blive fikset i huset som Præsten + volontørene bor i.
Det er et gammelt hus, så der skal blive nok at lave.
Min kollega Daniel, som også er praktisk mand i huset, taler kun hebraisk og meget meget lidt engelsk, så det er noget af en udfordring, når vi skal kommunikere.

I dag havde vi vores første gudstjeneste, meget speciel i forhold til danmark må man nok sige. Der bliver både talt hebraisk, engelsk og lur mig om der ikke sneg sig lidt russisk ind på et tidspunkt, så det er med at holde øerne stive, eller noget.

Kirketårnet et lige blevet restaureret, så kirkeklokkerne kan igen blive brugt, så jeg gik i min faders fodspor( ja han er kirketjener ), og stod og ringede med klokkerne før gudstjeneste. Men tror den skal have noget mere gas i morgen før gudstjeneste.

Annette har endelig fået kontakt med Mesila, den organisation som hun skal arbejde for. Det krævede et besøg på kontoret, hvor hendes mentor ikke var på daværende tidspunkt, og ca. syv telefonopringninger før hun kunne få et møde på plads. Så i morgen finder hun endelig ud af hvor hun skal arbejde osv.
Det glæder hun sig meget til.
Hun nyder MEGET at kunne gå op til hende nevøer og niece stort set når hun har lyst til det.

Ellers får vi nydt den lune temmperatur, og jeg får min daglige cykeltur ned til stranden for at se efter om bølgerne er store nok til at surfe, men de dage hvor de har været store nok, har tiden ikke lige været der, men det kommer nok snart.

caio.

De første par dage

Så er vi endelig ankommet til Yafo...dejligt.
Turen herned gik fint, vi gik fra minus et par grader i DK, til minus 20 i Riga, og så til plus 15 i Israel, så det endte jo godt.
Vi har fået et værelse med plads til en seng, et skab og et skrivebord.
Men men men vigtigst af alt vores eget bad og toilet, det kan vi nu godt lide.

Jeg (Martin) var til mit første staff meeting (personale møde)i morges kl 08.45.
Det er noget som personalet og volontørene holder hver morgen på arbejdsdagene.
Vi starter med at læse lidt i bibelen, og snakker lidt om det, hvorefter vi får beskeder etc.
Fedt at møde de fleste af de andre folk hernede på stedet (en var syg). Vi skal nok få det godt sammen med dem.

Annette er noget spændt på et finde ud af noget mere ang. hende praktiksted. Vi regner med at tage derud og hilse, når hun har fået besked på hvor det er.
Der ligger ca. 40 af den slags "børnehaver" i det sydlige Tel Aviv, så det tyder på at der nok ikke bliver så langt på arbejde for hende.

Eller har vi været ude at handle med Lisbeth og set noget af byen og hentet børnene i de respektive institutioner.
Rigtig dejligt at være sammen med familien Rasmussen igen, det giver også en god følelse af hjem, at de er her.

Så kom vi dertil hvor vi fik tid til at oprette en blog.

Følg med i vores hverdag i Israel, fra sidst i januar til og med juni.