VM

Hej folks

Så kan jeg vist lige få tid til at ligge et lille indlæg ind over bloggen, her imellem Argentin - Nigeria og USA - England, den står jo på VM nu. Christian og jeg har sat os godt på dagligstuen og projekteren, så vi får brugt nogle timer derinde.
Jeg har dog fundet ud af noget specielt, at Christian kan se fodbold med lukkede øjne, åben mund, hovedet hvilene på sofakanten og en saltstang i mundvigen.

Dejligt at det endelig er i gang.

Ellers er der vist sket en del siden, vi sidst har skrevet noget her på bloggen, og det halve har jeg sikkert allerede glem igen.

Men pt står den på nedbrydning og opbygning af en væg oppe hos Lisbeth og Christian.
Magnus og jeg rev væggen mellem deres stue og deres terasse ned. Den var lavet i gips på begge sider og det er ikke så heldigt, når det regner på den af og til.
Så nu er jeg igang med at bygge en ny af leca-blogge. Det er okay spændende, idet at jeg ikke har lavet så meget med leca før, men det er der jo ingen der ved. Ej gas, det er gået rigtig fint indtil nu.

Jeg bestilte materialerne hos et byggemarked og de skulle levere dem kl 09:00 tirsdag morgen, men først efter to opringninger og timers venten kom de kl 11:40 -
lige midt i børnepasningen af Simon og Amanda. Jeg var nemlig ved dem om formiddagen, da Maria, som ellers passer dem, var syg og Lisbeth havde kvinde bibelstudie og Christian var til Alpha møde i London.

Så med Simon på den ene arm, og Amanda på den anden arm løb vi ud for at vise dem vej, hvor de skulle levere materialerne.
Så sad vi tre ellers pænt og holdte øje med materialerne, indtil Lisbeth var færdig med bibelstudie, da sådanne nogle ting ikke kan stå udenfor uden opsyn.

Jeg siger tak til den rådgivende ingeniør, Jesper Kølle Kristensen (Århus).

Ellers har jeg fået skiftet nogle gulvbrædder hos Lisbeth og Christian, ryddet op i værkstedet - og ja der var uendeligt mange ting at smide ud, folk tror, at vi er et opbevaringskammer.

Men det er rimelig simpelt at komme af med, jeg stiller det bare ud til hegnet og så i løbet at en dag er alt væk. Noget af det når jeg ikke engang at stille, før at det er taget ud af hænderne.
Men godt at andre folk kan bruge, det vi ikke kan.

Hvad kan jeg ellers lige bringe af nyheder ? Kirkens skraldespand er blevet stjålet den anden dag og der er blevet lavet grafiti på væggen uden for kirken. Det er åbenbart ikke alle der er fan af Jesus.

Vores kære kriminelle i nabolaget har været en tur inde og ruske tremmer. Dumt at true folk med kniv, når man bliver fanget på video.
Men ellers er der meget stille og roligt her i Tel Aviv :)

Apropos fodbold, så spiller jeg fodbold hernede hver torsdag aften kl 20.00 på en asfaltbane. Det er godt nok en blandet fornøjelse. Vi er folk fra Tel Aviv: jøder, arabere, tyskere osv. Men de har en dårlig vane med at diskutere alt alt alt for meget. Før vi kan komme i gang, kan de stå og diskutere i 15 min om regler spillere osv. Midt under en kamp kan det pludselig være, at der er fem, der smutter. Er de sure eller hva sker der, ja det er ikke altid man lige fanger det. Det går jo lidt hurtigt det hebræisk nogle gange. Specielt når man kun forstår ord som, ja, nej, godmorgen, 1,2,3,4,5 osv.

Men sjovt nok er det en af ugens højdepunkter. Det er virkelig sjovt og rigtig fedt at være lidt blandt nogle gutter af og til. Jeg føler mig lidt i undertal nogle gange, tror ikke altid Lisbeth og Annette forstår mine frustrationer. Men de er jo også piger.

(Annette: hov, hov)

Tiden løber hurtigt afsted, og vi drager om tre uger til Egypten, og så hjem til Danmark igen.
Meget vil vi helt sikkert komme til at savne. Det dejlige vejr, de mange forskellige, men alligevel rigtig flinke og søde, mennesker i kirken, de otte gudstjenester om måneden, de dejlige orgel koncerter, det dejlige badevand, vores nevøer, niece og deres forældre og meget meget mere. Det har virkelig været en rigtig god tid hernede. Det var godt at vi tog herned.

Goodbye jeg vil ind og se Englang tæve USA 3 - 0
Rooney
Rooney
Cole

Børn fra en anden verden

Børn fra en anden verden

Jeg har i dette indlæg lyst til at fortælle jer lidt mere om mit arbejde med indvandrebørnene, men vil også lige henvise til indlægget fra d. 4 februar ”Nyt om mit arbejde i børnehaverne”, hvor jeg har beskrevet, hvilken forskel der er på de 3 forskellige steder, jeg arbejder.

Mit arbejde/praktik i de to babysittere og i børnehaven fylder rigtig meget af mit ophold her i Israel. Her er det ikke kun arbejdstimerne og forberedelses timerne, jeg tænker på, men lige så meget mødet med nogle børn fra en hel anden verden og med et helt andet liv, end det jeg kender fra Danmark.

Børnene kommer fra lande så som Sudan, Syd Afrika og Filippinerne. Grunden til, at de opholder sig i Israel, er vidt forskellige. Nogle er flygtninge pga. krig, mens andre kommer til landet, fordi forældrene håber på at kunne finde arbejde. Desværre er det ikke let at få arbejde her, så rigtige mange indvandrer er arbejdsløse og er derfor dybt afhængig af hver chance, der byder sig for noget arbejde, også selvom arbejdet er mange timer, med meget ringe løn.
Et andet problem er, at mange af indvandrerne er her illegale, hvilket betyder, at det bliver sværere for dem at få arbejde. På et gadehjørne i nærheden af, hvor jeg arbejder, står alle mændene hver morgen klar i håbet om, at de vil blive samlet op til et stykke endags arbejde.

Grunden til, at jeg beskriver, hvilke økonomiske forhold forældrene har, er, fordi det har stor betydning for de børn, jeg daglig omgås. De fleste forældre har jobs, hvor de arbejder fra 7 om morgenen til 7 om aftenen. Dette får naturligvis betydning for børnene, da de tilbringer næsten alt der vågne-tid i en babysitter sammen med 30-40 andre børn og kun 2 voksne. Forældrenes sene arbejdstimer betyder også, at overskuddet ikke er særlig stort, hvilket ses hos mange af børnene på manglende renhed, at børnene ofte er sultne, når de kommer, at tøjet er for stort, at børnene ihærdigt søger kontakt fra mig og de andre volontører.

Mesila, som er den organisation jeg er ”ansat” af, sørger for at hjælpe og vejlede disse mennesker på flere forskellige måder. De hjælper dem med at finde arbejde, de finder lægehjælp/psykologhjælp til dem, der har behov for dette, de tager imod donation som f.eks. legetøj, bøger, mad og tøj, som de giver ud til, hvor der er brug for det. De sælger tilmed en billigere sygeforsikring til de børn, hvis forældre er her illegalt.

Det kan godt være svært at være vidne til, at børn i så lille en alder (2 mdr –4år), lider så meget nød, når dette ikke er noget, man på samme måde kender til i Danmark. På mange måder kan man mærke og se den forsømmelse, som de hverdag står overfor. De mangler stimulation og kontakt i særlig høj grad. Som studerende/volontør er det svært at ændre på vilkårene og det har derfor i lige så høj grad været mit fokus at gøre en forskel, så længe jeg er her.

Jeg har forsøgt at få samlet lidt penge ind til at købe materialer og legetøj til mit arbejde med børnene. (Jeg er meget taknemlig, og det er børnene også, over det som er blevet givet). Børnenes hverdag består ikke af mange aktiviteter, da ressourcerne ikke er til det. Derfor har det været vigtig for mig at lave en masse ting med børnene. Vi tegner, maler, synger, danser, lave kreative ting til de tomme vægge, hopper, leger med store bolde, bygger klodser, gå ture, laver perler og mange andre ting, som er med til at stimulere og udvikle dem.

Jeg går ofte hjem med et smil på læben for på trods af, at det er omsorgssvigtede børn, som på mange måder har en svær hverdag, så forstår de at værdsætte ting og vise en omsorg, som mange af os andre kunne lære rigtig meget af.

En hurtig opdatering :)

På ferie i Dahab:



Vi havde en skøn uges ferie i Dahab. Det meste af tiden blev brugt ved den lækre pool ved hotellet :) På billedet ses Martin ved hotellet. Vandet ligger lige på den anden side af poolen.



Dahab er et skønt sted - selvom der er MEGET beskidt. Byen bærer i høj grad præg af turisme og alligevel af ren og skær afslapning. På næsten alle restauranter, der lå ud til vandet, var der kæmpe puder, som man sad henslænget i, mens man spiste sin mad ved små borde. Rigtig hyggeligt - specielt fordi en af de tusindvis af katte, der findes i Egypten havde valgt at føde sine killinger bag disse store puder :)



Dog blev ikke alt tiden brugt ved poolen. Vi var også ude og snorkle. Det er jo helt fantastisk. Et helt andet univers der gemmer sig under vandet. Man skulle blot gå et par skridt ud i vandet og så så man de flotteste koraller og de skøreste fisk. Vi glæder os til forhåbelig at skulle tage dykkercertifikat til sommer.

Qumran, Masada og Dødehavet



Jeg (Annette) var på en heldagstur sammen med Lisbeth og de andre danske volontør fra Jerusalem med Lise som vores guide. Turen gik bl.a. til Qumran, hvor Lise fortalte den meget spændende historie om stedet. På billedet forsøger Astrid og jeg at ramme, således at vi kysser på hver sin side af hulen - dog uden så meget held :) Hulen er før Kristi tid - Sejt, ikke :)


Dagen bød også på bestigen af Masada. Og jeg som troede, at jeg var færdig med at bestige bjerge i ørkenen :) Puha en hård tur, men hele turen værd :) Også her fik den helt fantastiske historie om både Kong Herodes tid på Masade, samt jødernes tid. Helt specielt at være deroppe og rent faktisk kunne forstille sig, tingene ske.



Tilsidst tog vi en dukkert... eller rettere en dyppetur i Dødehavet. Det var en gladeligt gensyn fra min side. Ihhh hvor bliver en hud så dejlig blød efter :)

Staffday


I midten af April var vi på Staff Day med Caspari Center. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi mødtes med de andre godt 20 staff-members. Vi fik en rundvisning i området, hvor ting som man brugte på Jesu-tid groede. Efterfølgende skulle vi hjælpes ad med at lave en "jesus-måltid" - dog med et lidt moderne præg :) På billedet ristes der korn på livet løs.


Independence Day


Endnu en særlig højtid i Israel. Dagen før Independence Day fejres, holdes Memoriel. Day, hvor de, som er døde i krig, mindes. Dette gøres bl.a ved at sirenen lyder og imens, går alt i stå. Trafikken stopper og mennesker stiller sig ud på gaden - helt stille. Independence Day der imod er en fest dag, hvor Israel fejrer, at de har fået deres egen stat (62 år siden). Vi tog på stranden og så fly/helikopter show. Efter tog hele huset til fælles grill på Beit Immanuel (et kristen hostel som ligger overfor kirken). Martin, Lisbeth og jeg sluttede dagen af med at tage ind på rådhuspladsen, hvor dagen blev fejret med forskellige danse og sangindslag. Børnene gik rundt - traditionen tro - og sprøjtede med barberskum på hinanden :) Der var en rigtig hyggelig og festlig stemning - lidt ligesom festugen i Århus ved "univers-scenen"


Indenpence Day var meget varm. (Faktisk er alle dage begyndt at blive rigtig varme. Mellem 25-30 grader). Derfor blev der også lige tid til en sjoppetur.

Dette var de store ting, der er sket siden sidst. Så må vi hellere prøve at følge med med indlæggene fra nu af :)

Tiden går... og pludselig var påsken forbi

Alt for længe er der gået siden det sidste indlæg blev lagt på denne side. Men som vi siger til hinanden, så må det være fordi at vi har haft nok at se til. Og meget er sket siden sidst.

I starten af påsken fik vi besøg fra Danmark af mine (Annettes) brødre Martin og Kenneth. Det var dejligt med endnu et besøg fra Danmark. Vi føler os meget heldige :)Desværre blev Martin (altså Martin herfra Israel) syg et par dage før de kom herned. Først måtte ha hjemmebesøg af en israelsk læge, som lynhurtig kunne fortælle ham, at han skulle kontakte en tandlæge i stedet. Tandlæge besøget resulterede i en visdomstand, der måtte rykkes ud. Det hjalp på tandpinen, men desværrede havde han stadig en prop i øret, så han måtte til en ørelæge. Ørelægen meldte dog hurtigt ud: "I only understand english, I don't speak it"... hmmm så det kunne kun resultere i mere medicin. Her i Israel er de meget glade for at give medicin, desværre løser det ikke alting. Så på trods af adskellige lægebesøg og flere hjemmeskyld af øret, sidder proppen stadig fast i øret :(

Det har været helt specielt at fejre påske her i Israel. En oplevelse som på en eller anden måde får påskens budskab til at komme lidt tættere på. Palmesøndag blev afholdt i Immanuel Kirken med palmegrenevift fra alle børnene. Skærtorsdag tog jeg sammen med mine brødre og Lisbeth (den anden danske volontør i huset) til Jerusalem. Den første del af dagen brugte vi på at rende rundt i den gamle by og lege turister. Så snart man finder et kort frem i den gamle by, så er det næsten med garenti, at der kommer en hen for hjælpe dig. Nogle for at få penge, andre bare for at være venlige. En venlig mand vidste os vej hen til grædemuren, men skulle lige vise os et fint udkigspunkt først udover den gamle by. Sidst på dagen skulle vi til gudstjeneste sammen med en masse andre kristne mennesker i Redeemer Church med efterfølgende vandring til Getsemanehave. WOW en vild følelse at gå presset sammen, så mange kristne, som tror på den samme Gud, igennem den gamle by's gader. Man føler virkelig et kristent fællesskab med folk man ikke engang kender.
Både Langfredag og Påskelørdag blev holdt i Immanuelkirken. Lang fredag var på mange måder en særlig stærk oplevelse for mig.Christian holdte små indlæg, hvor man så på det der skete langfredag fra forskellige synsvinkeler fra de mennesker, der var omgivet Jesus den dag. En meget rørende og givende måde at mindes Jesus lidelser og det der skete den dag.

Vi havde nogle rigtig skønne dage sammen med Martin og Kenneth. Martin fik det heldigvis bedre, så han også kunne nå at nyde godt at deres selskab. Den lækre strand vi har her 7 min fra os, blev der også benyttet godt af :)

Tiden er virkelig gået hurtig, men selvom påsken er forbi, ved vi godt at påskens budskab fortsætter. Men det at være her i Israel, minder os om det.

Ørkentur... så bliver man ikke sejere :)

Så blev det tid til at opleve lidt af den israelske natur - ørkenen. Nærmere bestemt Makhtesh Ramon ørkenen. I mandags (d. 15/3) drog vi, sammen med 8 andre danske volontører og den danske præst Jacob fra Jerusalem, ud i ørkenens store vilde natur. Vi var meget forventningsfulde til det, der måtte vente sig - nogle mere nervøse for de store ulve og klamme hyæner end andre :)

Men hvor blev det bare en alletiders tur på flere måder. Den første dag var vi fulde af engergi - ihvertfald de første par km :) Det var en meget hård dag op og ned af bjerge og dale og underlaget var ind imellem meget usikkert pga de store sten. Ørkenen her i Israel består nemlig mest af sten og ikke så meget fint sand, som man måske mest forbiner ordet ørken med. Men vi nåede trætte og stolte frem til vores lejr, hvor vi fik lavet mad over trangia og fik startet en fint bål. Det var hundekoldt den aftenen og alligevel valgte Martin og et par stykker andre at sove udenfor (Det forstår man jo ikke helt, når man har et udemærket telt, man kan ligge trygt inde i :))

Dag 2 startede med noget ømme fødder og jeg må indrømme, at jeg var MEGET tæt på at sige "Pyt gå videre uden mig, jeg går tilbage til bilen og venter der"... grundet mine efterhånden store vabler og meget blå storetånegl. Men jeg fik nogle super gode smertestillende og så var jeg ellers klar igen. Og hvor var jeg glad for at jeg gik med videre... det var helt fantastisk natur og vidunderlig udsigt vi fik at se. Endnu smukkere end dagen før. Her fik vi nogle min. til at finde ro og give tankerne lov til at slippe løs - hvor tænker man godt, når det eneste, der er omkring en er ørkenen og stilhed. Vi slog lejr et andet og hyggeligere sted end aftenen før og her blev der igen lavet mad og snakket og stegt skumfiduser rundt om bålet.

Sidste dag stod den så på den helt store bjergbestigningen. Ej men I drømmer ikke om, så stejlt det bjerg var. Jeg får står stadig helt højdeskræk ved tanken om, hvor langt der var ned. Men vi klarede det alle mand - nogle mere udmattede end andre. Og hold da op, hvor var det også en fed oplevelse. Det eneste man kunne tænke på toppen var: "I did it:)"

Men hold da op, hvor var man også godt brugt, da man endelig kom hen til bilerne igen. Der skulle helt bestemt fyldes op med chokolade, chips og cola på vejen hjem i bilen :)

Det var en helt fantastisk oplevelse, som vi på ingen måder ville ha været foruden. Martin var super sej i ørkenen og hjalp mig lige ekstra, når jeg var ved at løbe tør for overskud. Det var også bare super hyggeligt at lære alle de andre volontøre og Jacob at kende. Dem skal vi nok få endnu mere glæde af under vores ophold. Vi så "desværre" ikke så mange vilde dyr, andet en tre vilde heste og en bille-edderkop, der helt sikkert var et resultat fra en bille og en edderkop, der havde parret :)

Nu er vi så tilbage i Tel Aviv. Vi må konstatere, at vi simpelthen har det godt her -både på hvert vores arbejde og i vores fritid. Det er super skønt. Her i eftermiddag skal vi op ovenpå og fejre Magnus's 5 års fødselsdag sammen med de andre volontøre i huset. Det bliver hyggeligt med en rigtig børnefødselsdag :)

Status

Hej folks

Så er det vel tid til at gøre lidt status.

- 46 dage,
- seks regnvejrsdage,
- 40 solskins/let skyede dage,
- temperatur forskel pt. ( Tel Aviv - Aarhus ) 30 grader
- 12 Gudstjenester (ja 12)
- 3 koncerter
- 3 bøtter humus
- ca. 80 pitabrød eller noget
- 4 gange på surfboard
- 3 gange ude at bade
- En meget bedre tan
- En vandpibe på taressen ( Annettes, eller doneret af Mads Obel), efter flere timers leden efter den rette pibe i JerUSAlem, blev den ikke god nok, så han lod den stå.
- 2 besøg fra DK
- 3 gange Jerusalem
- Dødehavet (er det et hav, eller er det bare en stor sø ? )

= Ja jeg må nok indrømme, at det er da en en livsstil som man godt kunne vænne sig til.

Hverdag

Hej folks så er det ved at være hverdag hernede, kan man nok godt kalde det. Eller det kan man vel ikke rigtig. I så fald skal jeg have noget mere af denne hverdag hernede med tilbage til DK. På det sidste er det blevet til del forskelligt arbejde.
Mig og min kollega Daniel har fået sat gitre på vinduerne oppe ved familien Rasmussen på 2. sal, så børnene ikke tager turen ud af vinduerne. Det var nu en god ide.
Ellers har jeg fået skiftet en råden overlægger i noget murværk og muret muren "op" igen.
Så har jeg lavet nogle nye rammer til nogle af "kældervinduerne", ordnet vinduerne så de kan lukke tæt igen og en masse andre småting.

Bare det at købe træ til det man skal lave, er en udfordring. For det første skal man finde ud af, hvor der ligger en Stark, og det gør der ingen steder, så skal man finde ud af, hvor der ligger en træhandel.Inde på træhandlen skal man så forklare og tegne osv. for at vise, hvad for noget træ, man skal have og så forklare dem, at det virkelig er imprægneret træ man skal bruge, selvom de mener, det ikke har nogen betydning:)

Men egentligt er det hele jo spændende og man har jo også tiden til at det hele går lidt langsomt i forhold til hjemme. De har og tager sig den tid hernede som de skal bruge.

Annette er også kommet godt igang på arbejdet. Hun begynder at finde rytmen de forskellige steder og er også så småt gået igang med pædagogiske aktiviteter med børnene. Dette er noget af en prøvelse, da børnene vist aldrig har lært at sidde (stille) i en rundkreds :)

For tiden har vi besøg af Annettes forældre og mormor fra Danmark. Det er bare rigtig hyggeligt og dejligt med velkendt besøg hjemmefra. Vi har fået set "de kendte" steder i Jerusalem og ellers nyt det gode og meget varme vejr.

Nyt om mit arbejde i børnehaverne!!!

Nu må det vist være tid til, at jeg (Annette) fortæller noget om min meget spændende opstart hos Mesila. Mesila er som sagt en organisation, der hjælper indvandrer og flygtninge i Tel Aviv. Jeg har i denne uge været på kontoret et par gange for at se, hvordan de arbejder. Det er på mange måder et meget spændende og indholdrigt stykke arbejde de gør for de indvandrer, der kommer og spørg om hjælp, mad, job osv.
Mesila vil blive en form for base for mig, men det er ude i selve børnehaverne, at jeg skal afholde min praktik.

I mandags havde jeg mit første møde med de to pirat-børnehaver, som jeg skal arbejde i. Den første jeg så, var et meget simpelt sted, hvor der nærmest ikke var andet en fire vægge og nogle stole og borde, børnene kunne sidde på. Ikke meget på væggene, ikke noget legetøj fremme og ingen steder at gå ud og lege. De ældste børn sad i ét rum. Jeg blev mødt på en fantastisk måde af en dreng, som kom springende op til mig og gav mig et stort knus :) I et andet rum ved siden af lå alle babyerne i hver deres krybbe. Jeg blev fortalt, at det er her, de tilbringer det meste af deres dag - de kommer f.eks. ikke rigtigt ned for at lege på gulvet. Dette sted skal jeg være 1 formiddag og 1 eftermiddag om ugen.

Det andet sted var der bedre forhold. Børnehavelederen, Bibi, har fået pædagogisk vejledning i, hvad der er godt for børnene og hun har derefter fået sit eget sted. Et hus med tre 3 små rum og en lille gårdhave, som snart skal tages i brug. Jeg blev dog lidt chokeret, da jeg åbende døren for på dette lille gulv lå omkring 215 børn i autostole. Selvom om nogle af børnene skreg, reagerede de 3 damer, der sad på stole rundt omkring, ikke på det. Bibi virkede som en meget sød og åben dame, så jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med hende. Her vil jeg skulle arbejde 2 gange om ugen.

Det var på mange måder en blandende oplevelse at se disse børnehaver. Det er selvfølgelig meget trist at se, hvordan børnene er klemt sammen i disse rum og ikke laver andet end tulle lidt rundt. Men på den anden side føler jeg, at jeg er det helt rigtige sted, netop fordi de har brug for al den hjælp, de kan få. Samtidig er der rig mulighed for, at jeg på sigt kan få afprøvet nogle pædagogiske aktiviteter og tiltag. Jeg vil dog også nævne, at jeg er klar over, at jeg kommer fra en helt anden kultur, hvor tingene bliver gjort og set anderledes på. Så jeg går ind til dette med en respekt for de mennesker, jeg skal arbejde sammen med og en vished om, at jeg ikke kan eller skal ændre/redde alting.

Endelig vil jeg fortælle kort om det sidste sted, hvor jeg skal arbejde. Dette er en velfungerende børnehave også for indvandrer- og flygtningebørn, men med en professionel iraelsk pædagog. Jeg var derover for første gange i dag og wow sikke en forskel fra de to andre. Alting er organiserede (så meget at man måske tænker, at det for meget af det gode). Her er der tænkt på, at alle aktiviterne skal udvikle og forberede børnene på deres kommende skolegang. 35 børn og kun to pædagoger og jeg skal være der 1 gang om ugen. Jeg glæder mig til at opleve mere af dette sted - også fordi, at det på nogle måder minder meget om en dansk børnehave og på andre måder gør det overhovedet ikke. Min største udfordring dette sted bliver, at sproget er hebraisk. Nogle af børnene snakker LIDT engelsk, men alting foregår på hebraisk og det er også dette de bliver trænet i. Så jeg står lidt hjælpeløs, når jeg skal skal lærer dem at tælle, eller når jeg skal stoppe to der slåsser :)

Grunden til at jeg har fået tre steder, hvor jeg skal være, er fordi de i Mesila mener, at det ville være for hårdt kun at være i en af pirat-børnehaverne, men også for at jeg kan samligne, hvordan de "rigtige" børnehavner fungerer i forhold til de andre.
Jeg står klar og frisk overfor de udfordringer, der venter mig og jeg glæder mig til at opleve en masse spændende og anderledes ting.

Fortsættelse følger..... :)

Klokker

Halløjsa

Så kom jeg i gang med at arbejde så småt, der er en masse ting der trænger til at blive fikset i huset som Præsten + volontørene bor i.
Det er et gammelt hus, så der skal blive nok at lave.
Min kollega Daniel, som også er praktisk mand i huset, taler kun hebraisk og meget meget lidt engelsk, så det er noget af en udfordring, når vi skal kommunikere.

I dag havde vi vores første gudstjeneste, meget speciel i forhold til danmark må man nok sige. Der bliver både talt hebraisk, engelsk og lur mig om der ikke sneg sig lidt russisk ind på et tidspunkt, så det er med at holde øerne stive, eller noget.

Kirketårnet et lige blevet restaureret, så kirkeklokkerne kan igen blive brugt, så jeg gik i min faders fodspor( ja han er kirketjener ), og stod og ringede med klokkerne før gudstjeneste. Men tror den skal have noget mere gas i morgen før gudstjeneste.

Annette har endelig fået kontakt med Mesila, den organisation som hun skal arbejde for. Det krævede et besøg på kontoret, hvor hendes mentor ikke var på daværende tidspunkt, og ca. syv telefonopringninger før hun kunne få et møde på plads. Så i morgen finder hun endelig ud af hvor hun skal arbejde osv.
Det glæder hun sig meget til.
Hun nyder MEGET at kunne gå op til hende nevøer og niece stort set når hun har lyst til det.

Ellers får vi nydt den lune temmperatur, og jeg får min daglige cykeltur ned til stranden for at se efter om bølgerne er store nok til at surfe, men de dage hvor de har været store nok, har tiden ikke lige været der, men det kommer nok snart.

caio.

De første par dage

Så er vi endelig ankommet til Yafo...dejligt.
Turen herned gik fint, vi gik fra minus et par grader i DK, til minus 20 i Riga, og så til plus 15 i Israel, så det endte jo godt.
Vi har fået et værelse med plads til en seng, et skab og et skrivebord.
Men men men vigtigst af alt vores eget bad og toilet, det kan vi nu godt lide.

Jeg (Martin) var til mit første staff meeting (personale møde)i morges kl 08.45.
Det er noget som personalet og volontørene holder hver morgen på arbejdsdagene.
Vi starter med at læse lidt i bibelen, og snakker lidt om det, hvorefter vi får beskeder etc.
Fedt at møde de fleste af de andre folk hernede på stedet (en var syg). Vi skal nok få det godt sammen med dem.

Annette er noget spændt på et finde ud af noget mere ang. hende praktiksted. Vi regner med at tage derud og hilse, når hun har fået besked på hvor det er.
Der ligger ca. 40 af den slags "børnehaver" i det sydlige Tel Aviv, så det tyder på at der nok ikke bliver så langt på arbejde for hende.

Eller har vi været ude at handle med Lisbeth og set noget af byen og hentet børnene i de respektive institutioner.
Rigtig dejligt at være sammen med familien Rasmussen igen, det giver også en god følelse af hjem, at de er her.