Hverdag

Hej folks så er det ved at være hverdag hernede, kan man nok godt kalde det. Eller det kan man vel ikke rigtig. I så fald skal jeg have noget mere af denne hverdag hernede med tilbage til DK. På det sidste er det blevet til del forskelligt arbejde.
Mig og min kollega Daniel har fået sat gitre på vinduerne oppe ved familien Rasmussen på 2. sal, så børnene ikke tager turen ud af vinduerne. Det var nu en god ide.
Ellers har jeg fået skiftet en råden overlægger i noget murværk og muret muren "op" igen.
Så har jeg lavet nogle nye rammer til nogle af "kældervinduerne", ordnet vinduerne så de kan lukke tæt igen og en masse andre småting.

Bare det at købe træ til det man skal lave, er en udfordring. For det første skal man finde ud af, hvor der ligger en Stark, og det gør der ingen steder, så skal man finde ud af, hvor der ligger en træhandel.Inde på træhandlen skal man så forklare og tegne osv. for at vise, hvad for noget træ, man skal have og så forklare dem, at det virkelig er imprægneret træ man skal bruge, selvom de mener, det ikke har nogen betydning:)

Men egentligt er det hele jo spændende og man har jo også tiden til at det hele går lidt langsomt i forhold til hjemme. De har og tager sig den tid hernede som de skal bruge.

Annette er også kommet godt igang på arbejdet. Hun begynder at finde rytmen de forskellige steder og er også så småt gået igang med pædagogiske aktiviteter med børnene. Dette er noget af en prøvelse, da børnene vist aldrig har lært at sidde (stille) i en rundkreds :)

For tiden har vi besøg af Annettes forældre og mormor fra Danmark. Det er bare rigtig hyggeligt og dejligt med velkendt besøg hjemmefra. Vi har fået set "de kendte" steder i Jerusalem og ellers nyt det gode og meget varme vejr.

Nyt om mit arbejde i børnehaverne!!!

Nu må det vist være tid til, at jeg (Annette) fortæller noget om min meget spændende opstart hos Mesila. Mesila er som sagt en organisation, der hjælper indvandrer og flygtninge i Tel Aviv. Jeg har i denne uge været på kontoret et par gange for at se, hvordan de arbejder. Det er på mange måder et meget spændende og indholdrigt stykke arbejde de gør for de indvandrer, der kommer og spørg om hjælp, mad, job osv.
Mesila vil blive en form for base for mig, men det er ude i selve børnehaverne, at jeg skal afholde min praktik.

I mandags havde jeg mit første møde med de to pirat-børnehaver, som jeg skal arbejde i. Den første jeg så, var et meget simpelt sted, hvor der nærmest ikke var andet en fire vægge og nogle stole og borde, børnene kunne sidde på. Ikke meget på væggene, ikke noget legetøj fremme og ingen steder at gå ud og lege. De ældste børn sad i ét rum. Jeg blev mødt på en fantastisk måde af en dreng, som kom springende op til mig og gav mig et stort knus :) I et andet rum ved siden af lå alle babyerne i hver deres krybbe. Jeg blev fortalt, at det er her, de tilbringer det meste af deres dag - de kommer f.eks. ikke rigtigt ned for at lege på gulvet. Dette sted skal jeg være 1 formiddag og 1 eftermiddag om ugen.

Det andet sted var der bedre forhold. Børnehavelederen, Bibi, har fået pædagogisk vejledning i, hvad der er godt for børnene og hun har derefter fået sit eget sted. Et hus med tre 3 små rum og en lille gårdhave, som snart skal tages i brug. Jeg blev dog lidt chokeret, da jeg åbende døren for på dette lille gulv lå omkring 215 børn i autostole. Selvom om nogle af børnene skreg, reagerede de 3 damer, der sad på stole rundt omkring, ikke på det. Bibi virkede som en meget sød og åben dame, så jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med hende. Her vil jeg skulle arbejde 2 gange om ugen.

Det var på mange måder en blandende oplevelse at se disse børnehaver. Det er selvfølgelig meget trist at se, hvordan børnene er klemt sammen i disse rum og ikke laver andet end tulle lidt rundt. Men på den anden side føler jeg, at jeg er det helt rigtige sted, netop fordi de har brug for al den hjælp, de kan få. Samtidig er der rig mulighed for, at jeg på sigt kan få afprøvet nogle pædagogiske aktiviteter og tiltag. Jeg vil dog også nævne, at jeg er klar over, at jeg kommer fra en helt anden kultur, hvor tingene bliver gjort og set anderledes på. Så jeg går ind til dette med en respekt for de mennesker, jeg skal arbejde sammen med og en vished om, at jeg ikke kan eller skal ændre/redde alting.

Endelig vil jeg fortælle kort om det sidste sted, hvor jeg skal arbejde. Dette er en velfungerende børnehave også for indvandrer- og flygtningebørn, men med en professionel iraelsk pædagog. Jeg var derover for første gange i dag og wow sikke en forskel fra de to andre. Alting er organiserede (så meget at man måske tænker, at det for meget af det gode). Her er der tænkt på, at alle aktiviterne skal udvikle og forberede børnene på deres kommende skolegang. 35 børn og kun to pædagoger og jeg skal være der 1 gang om ugen. Jeg glæder mig til at opleve mere af dette sted - også fordi, at det på nogle måder minder meget om en dansk børnehave og på andre måder gør det overhovedet ikke. Min største udfordring dette sted bliver, at sproget er hebraisk. Nogle af børnene snakker LIDT engelsk, men alting foregår på hebraisk og det er også dette de bliver trænet i. Så jeg står lidt hjælpeløs, når jeg skal skal lærer dem at tælle, eller når jeg skal stoppe to der slåsser :)

Grunden til at jeg har fået tre steder, hvor jeg skal være, er fordi de i Mesila mener, at det ville være for hårdt kun at være i en af pirat-børnehaverne, men også for at jeg kan samligne, hvordan de "rigtige" børnehavner fungerer i forhold til de andre.
Jeg står klar og frisk overfor de udfordringer, der venter mig og jeg glæder mig til at opleve en masse spændende og anderledes ting.

Fortsættelse følger..... :)